Tusindfryd…

Der er ikke kommet de vilde opskrifter fra mig de sidste 14 dage, og der er da heller ikke blevet lavet de helt store kulinariske anretninger i mit hjem. Vi har været syge på skift så der har hverken været lyst eller overskud til så meget madlavning.

I tirsdags havde jeg et par af ungerne med ind og spise på Tusindfryd i Aalborg og det vil jeg skrive lidt om. På Tusindfryd kan man nemlig få en lækker, vegansk middag for 25 kr.!

Tusindfryd er et værtshus som mest frekventeres af unge studerende. Det har ligget der ligeså længe jeg kan huske og har aldrig været ét af de bedre steder i byen :) Og der ser ærligt talt også noget skummelt ud i gaden udenfor, og når man går igennem den overdækkede indgang ledes tankerne straks hen på indgangen til spisestederne på Christiania.

Indenfor er udsmykningen ret alternativ og nogen af møblerne er en smule faldefærdige. Normalt serveres her ikke mad men øl, drinks, kaffe og te. Ind imellem er der live musik.

Men, om tirsdagen er der en gruppe af frivillige som laver og serverer vegansk mad til 50 personer pr. gang. Og der er fuldt hus! Så det er en god ide at bestille plads i god tid.

Jeg var lidt spændt på at prøve det, men jeg må sige at maden langt, langt overgik mine forventninger.

Spisningen foregår lidt “folkekøkken” agtigt, det er tagselvbord i store gryder og kæmpe fade. Menuen denne tirsdag stod på Indisk Dahl, krydrede bønner, grov pesto, brød croutoner, grønkålssalat samt brød. Alt sammen lavet helt fra bunden og det smagte bare så lækkert! Jeg var virkelig overrasket over hvor godt det var. Til maden drak vi dejlig te, som de havde måske 15 varianter af til 8 kr. for et kæmpe glas. Så mad og drikkevarer til kr. 33,- pr. person :)

tusindfryd

Så på trods af skummel indgang, faldefærdige borde, meget lidt plads, frivillig, uudlært serveringspersonale osv. var det en virkelig positiv oplevelse og der var fyldt til bristepunktet primært af studerende, især udenlandske og stemningen var hyggelig og afslappet.

Så vil du gerne prøve noget vegansk mad og samtidig få en anderledes oplevelse, vil jeg klart anbefale det. Der serveres i øvrigt også veganske drinks, blandt andet White Russian :)

Edamame salat

Denne salat er simpel og nem men meget smuk og lækker, sund og fyldt med gode proteiner og vitaminer.

Edamame salat

edamame-salat

 

 

 

 

 

 

 

2 pers.

  • 1 ½ avocado
  • 2 tomater
  • 2 dl. edamamebønner fra frost
  • 2 spsk. limesaft
  • ¼ tsk. spidskommen
  • 2 spsk. olivenolie
  • Salt

Fremgangsmåde:

Hæld kogende vand over bønnerne. Skær tomater og avocado i tern. Lad bønnerne stå i vandet i 5-10 minutter og hæld vandet fra. Bland dem i.

Bland limesaft, spidskommen, olie og en smule salt og hæld dressingen over salaten lige inden servering.

Server f.eks til squash frikadeller

Squash frikadeller

I denne opskrift er der både æg og ost, hvilket der stadig spises i mit hjem. Jeg kan ikke huske hvor jeg har denne fra, men den er nem og lækker. Jeg havde ikke feta sidst jeg lavede den, så puttede jeg i stedet gorgonzola i som jeg havde en rest af. Det virkede også super godt.

Squash frikadeller

squash-frikadeller-2

 

 

 

 

 

 

 

2 pers.

Ingredienser:

  • 900 gr. squash (ca. 3 stk.)
  • 2 æg
  • 2 håndfulde friske urter, jeg brugte persille og basilikum
  • 100 gr. mel
  • 150 gr. feta
  • 2 tsk. spidskommen
  • Salt/peber
  • Olie til stegning

Fremgangsmåde:

Skræl squash og riv dem groft. Lad dem stå og dræne lidt i en si, pres derefter så meget væske ud af dem som muligt ved at knuge dem i hænderne.

Hak krydderurter og skær feta i mindre tern.

Pisk æg og tilsæt alle de øvrige ingredienser. Rør godt sammen til en jævn, ret fugtig fars. Lad den gerne stå og trække lidt.

Opvarm olien og steg frikadellerne ved jævn varme ca. 5 minutter på hver side. Vend dem ofte så de ikke branker.

Kan serveres med kartofler samt en god salat, f.eks denne: Edamamesalat.

Grøntsagslasagne

Jeg må indrømme at jeg ikke laver lasagne ret tit. Jeg kan rigtig godt lide det, men jeg synes det er et stort arbejde og skal jeg bruge meget tid i køkkenet vil jeg hellere lave noget som jeg selv er helt vild med :)

Men mine unger elsker det og det gør de fleste jo. Man kan sagtens lave en kødfri udgave med soy4you hvor man vil tro at det er en helt almindelig lasagne med oksekød. Men den version I får her, er uden soy4yoy, til gengæld er den fyldt med skønne grøntsager. Og disse kan naturligvis varieres efter smag og årstid.

Grøntsagslasagne

grontsagslasagne

 

 

 

 

 

 

4 pers.

Ingredienser:

  • 3 løg
  • 8 fed hvidløg
  • 3 stilke bladselleri
  • 3 rød peber
  • 1 squash
  • 6 gulerødder
  • 1 bakke champignon
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 2 dl vand
  • ½ chili
  • Frisk timian og oregano
  • 1 pakke fuldkornslasagneplader
  • 50 gr. revet ost
  • Salt/peber

Bechamelsovs:

  • 25 gr. smør
  • 60 gr. hvedemel
  • 1 liter mælk
  • ½ tsk. muskatnød
  • Salt/peber

Fremgangsmåde:

Hak løg og hvidløg og svits det i olie. Skær bladselleri og rød peber i små tern og skær champignon i skiver og tilsæt dem. Lad det simre lidt. Riv gulerødder på rivejernet og tilsæt dem sammen med hakket chili samt de øvrige ingredienser. Lad retten småkoge i 15 minutter.

Imens laves bechamelsovsen. Smelt smør i en gryde og tilsæt mel. Rør det rundt til en fast masse. Herefter tilsættes mælken lidt efter lidt imens der kontinuerligt piskes i sovsen. Når al melet er rørt ud skulle sovsen gerne have en god tyk konsistens. Smag til med salt/peber og muskat.

Fordel grøntsagsblanding, bechamelsovs og lasagneplader i et ovnfast fad, start med grøntsagsblanding, slut med bechamelsovs og revet ost.

Bages midt i ovnen ved 200 °C i 45 min. Server med din yndlingssalat.

Det smager læææææææækkert :)