Nej tak til stenalderkost: Vores gener er til korn og grøntsager

Der er bred uenighed om hvor stor en del vores kost kød har udgjort  i fortiden. Før man begyndte at dyrke jorden, har kosten bestået af kød, fisk, nødder, bær og grøntsager.

Tilhængere af stenalderkost mener at den overvejende del af kosten har været kød, men det har dog for længst vist sig at kødet har udgjort en mindre del af kosten, blandt andet af den simple grund at det aldrig har været let tilgængeligt.

Men for omkring 6000 år siden begyndte vi at dyrke jorden og pludselig blev grøntsager og korn dominerende i vores kost. Tilhængere af stenalderkost mener ikke at mennesket er skabt til at spise det, da vi ikke har gjort det HELT fra starten.

Men ny forskning viser nu at europæernes gener ændrede sig, da vi begyndte at dyrke afgrøder og spise store mængder korn og grøntsager. Vores gener ændrede sig langsomt til bedre at kunne udnytte den nye kost.

korn

 

 

 

 

 

 

 

Forskerne har nemlig nu fundet genetiske forskelle mellem nutidens europæere og de mennesker, der levede her for 3-5000 år siden.

Særligt to genområder er forandret og disse ændringer gør, at vi i dag er specialister i at leve af en kost, der er domineret af korn og grønt.

Det har endvidere vist at at inuitterne, der bl.a består af den oprindelige befolkning på Grønland, ikke har oplevet den samme genetiske selektion i de to gener.

I stedet blev deres gener specialiseret i at få mest muligt ud af en kost domineret af kød og fisk med et højt fedtindhold.

Og det giver rigtig god mening, da de aldrig gik fra at være jægere til at være landmænd, på grund af klimaet på Grønland.

Ifølge tilhængere af stenalderkost har vores gener ikke ændret sig væsentligt de sidste tusinder af år, hvorimod kosten er totalt forandret.

Men den nye forskning viser altså, at det ikke er korrekt. For de to gener ændrede sig på få tusinder år gennem naturlig selektion og som en respons på vores ændrede kostvaner.

Forskningen peger således på, at mennesker af europæisk oprindelse ikke længere er indrettet til at leve, som vi gjorde i stenalderen.

Og det er da gode nyheder, når brød fylder så meget i de fleste danskeres daglige kost.

Brød

Kilde: http://www.dr.dk/nyheder/viden/naturvidenskab/nej-tak-til-stenalderkost-vores-gener-er-til-korn-og-groentsager

Rødbedebøffer med feta

Så er der skønne, sunde rødbedebøffer på menuen! Disse er på et øjeblik smuttet op og blevet mine favorit bøffer, de smager bare SÅ godt og er jo også utroligt sunde. Alle røde grøntsager indeholder en masse særligt sunde stoffer så det er bare med at komme i gang med rødbeder, rødkål, søde kartofler og al den slags :) Her kommer den skønne opskrift, bøfferne er lækre i en burger men også med salat, kartofler eller grøntsager som tilbehør.

Rødbedebøffer med feta

Portioner:4-6 stk.

Rødbedebøffer

 

 

 

 

 

 

 

 

rødbedebøffer

 

 

 

 

 

 

 

 

Ingredienser

  • 3-4 store rødbeder
  • 2 fed hvidløg
  • 100 g fetaost
  • 2 dl havregryn
  • 4 spsk. mel
  • 1 løg
  • 2 spsk. paprika
  • 1 spsk. stødt koriander
  • Salt og peber
  • Olie til stegning

Fremgangsmåde:

Rødbederne skrælles og rives groft på et rivejern.

Løg og hvidløg hakkes og tilsættes sammen med alle de andre ingredienser. Fetaen smuldres let med fingrene og kommes i skålen. Rør godt og tilsæt evt. mere havregryn hvis farsen ikke hænger sammen. Min hang rigtig godt sammen og var nem at arbejde med.

Lad gerne farsen hvile lidt hvis du har tid.

Form bøfferne med hænderne efterhånden som du steger dem. Lad dem blive godt stegt inden du vender dem, da de ellers kan falde fra hinanden.

Når de er færdige, er de lækre og sprøde på overfladen og bløde indeni.  For en vegansk udgave, kan fetaosten sagtens udelades.

Her serveret med kartofler som har været en tur igennem spiralizeren og derefter stegt i olie.

Enjoy :)

Rødbedebøffer

 

 

 

 

 

 

 

 

Rødbedebøffer

Status på verden…

Så er det tid for en lille update herfra, efter der har været lidt stille på dette sted i starten af året. Denne update bliver af  “et spark i røven ” typen for det er der i den grad brug for lige nu.

2016 blev endnu et rekordvarmt år i jordens historie. Blot én overskrift blandt mange i dagspressen de seneste uger. Men én af de absolut vigtigste. Det er med stigende bekymring jeg læser disse udmeldinger.

Jeg elsker vores smukke jord og alt livet på den. Og jeg mener bestemt at alt liv har lige meget ret til at være her.

Det smerter mig at se hvordan vi, menneskeheden, behandler jorden, hvor respektløst vi udpiner den og livet på den. Hvordan vi hensynsløst udrydder dyrebare dyrearter og mishandler og udnytter såkaldte produktionsdyr, rydder regnskove og lukker CO2 ud i atmosfæren i et rasende tempo.

oversvømmelse

Og prisen er høj. Det har længe været et faktum at jorden og klimaet omkring den har lidt overlast. Vi er blevet for mange, alt for mange, og vi er blevet for grådige og for ligeglade. Vi ved godt, at der skal gøres noget, og det skal gøres nu. Klimaforandringerne er en realitet og har været det længe og det er vores skyld. Der er ikke længere nogen tvivl om at det er vores skyld.

Alligevel sker der ikke noget. Ikke sådan for alvor. Tværtimod virker det, som om der begynder at komme en form for accept. En accept af at klimaet ændrer sig, at det bliver varmere, at vandet i havene stiger, at store isbjerge smelter, at vejret bliver voldsommere med storme og oversvømmelser nogen steder og andre steder tørke og at øer og lande som følge deraf vil synke i havet, at flora og fauna vil blive udryddet og mennesker vil miste deres hjem med myriader af fremtidige klimaflygtninge som konsekvens.

oversvømmelse

Vi skal ikke acceptere det! Vi skal ikke acceptere at sige farvel til smukke, eksotiske øer, til isbjørne og orangutanger, til regnskove og små, mærkelige livsformer vi aldrig har hørt om, til koralrev med fantastiske former og farver og en mangfoldighed af liv, til områder som vil blive ubeboelige for mennesker for altid. Vi skal handle og vi skal handle nu. Vi skal ikke lulle os selv ind i tanken om at vi ikke kan gøre noget og bruge det som en sovepude for at fortsætte som hidtil.

De stakkels klimaforskere har grå hår, mavesår og depressioner. De forsøger at råbe verden op men ingen lytter.

Det er nu, der skal handles, nu, inden det er for sent. Verdens store ledere har ikke tænkt sig at gøre noget. Ikke sådan for alvor. Åh jo, der bliver da gjort en smule her og der og holdt nogen klimatopmøder hvor der bliver talt og talt men intet som virkelig rykker. Vores politikere tænker ikke langsigtet. De tænker kun så langt som til det næste valg og som følge heraf tør de ikke at træffe upopulære beslutninger. Og økonomisk vækst vægter til stadighed højere end klimahensynet.

Derfor må vi, de helt almindelige borgere, træde i karakter og gøre noget selv. Vi skal tage ansvar hver især. Vi skal ikke overlade ansvaret til videnskabsmænd, politikere, virksomhedsledere. Vi skal Ikke vente på at de handler. For det er jo os, masserne, de helt almindelige mennesker, verdensborgerne, som virkelig har magten til at ændre så det rykker. Vi kan gøre utroligt meget når vi virkelig vil, når vi løfter i flok. Vi kan skabe revolutioner, og vi gør det, når der er tilstrækkelig meget på spil.

Det er der nu! Vi mærker det måske ikke direkte på vores egen krop endnu, det gør ikke ondt. Alligevel er der måske nu mere på spil for menneskeheden end nogensinde før.

Naturligvis kan vi i lille Danmark ikke gøre noget alene, og slet ikke i forhold til store klimasyndere som USA, Canada, Australien, Kina osv. Men det skal ikke være en undskyldning for ikke at gøre noget. Vi kan gå foran, vise vejen.

Vi skal forstå at vi som forbrugere og verdensborgere dels har en kæmpe magt, dels et stort ansvar. Og meget kan der gøres. Det handler mest af alt om livsstilsændringer. Om at spare  på ressourcerne. Om at lade bilen stå og tage cyklen eller køre med naboen. Om at undlade at smide ting væk og bruge og genbruge igen og igen. Om at spare på el, vand og varme. Om at undlade at bruge produkter der indeholder plastic, mikroplast og kemikalier. Om at købe økoprodukter. Om ikke at overforbruge. Om at minimere sit affald. Om ikke at købe produkter som er ødelæggende for miljøet. Om at tænke bæredygtigt. Og først og fremmest om at undlade at spise kød eller skære drastisk i forbruget af kød og mælkeprodukter.

Organic-Cow

 

 

 

 

 

 

Og det handler ikke om at lide afsavn, blot om nogen små ændringer her og der. Om at tænke anderledes. Og der er personlig vinding her også. Jeg har aldrig levet sundere end jeg gør nu. Og jeg har aldrig haft flere penge til rådighed hver måned.

  • Jeg spiser vegansk/vegetarisk. Jeg køber ikke færdigretter men laver maden fra bunden. Det smager fantastisk, er sundt og billigere end animalsk baseret mad. Og jeg ved at jeg nedsætter risikoen for mange former for kræft, hjertekarsygdomme mv.
  • Jeg køber så vidt muligt øko produkter. Det er ganske vist dyrere, til gengæld sparer jeg en del penge når jeg ikke køber kød produkter og jeg sparer min krop for en masse giftstoffer.
  • Jeg har solgt min bil. Som følge heraf får jeg nu langt mere motion end nogensinde før, helt gratis og sparer penge samtidig.
  • Jeg køber meget i genbrug, tøj, møbler, legetøj. Smider aldrig noget ud der kan bruges men giver det videre eller sælger det.
  • Jeg køber så vidt muligt produkter uden plastic og mikroplast. Der vil komme flere og flere produkter til efterhånden som virksomhederne mærker efterspørgslen.
  • Jeg forsøger at minimere mit affald. Den arbejder jeg stadig på.
  • Jeg forsøger at tænke bæredygtighed ind i mit valg af forbrugsvarer. Dette er lidt mere besværligt for verden ændrer sig hele tiden og det kræver konstant indsamling af informationer.
  • Føj selv mange flere punkter til listen.

Så bring et offer eller få en gevinst. Se det som du vil. Men gør noget. Gør det i dag. Start i det små. Tal om det, skriv om det, praktiser det så det det breder sig som ringe i vandet. Lad os inspirere hinanden. Lad det blive en prioritering i vores liv. Lad os lægge pres på vores politikere, så der bliver lavet love, regler og reguleringer som tilgodeser miljøet. Lad os vælge de politikere som vil kæmpe for det sammen med os. Lad os presse de store gigantvirksomheder til også at tage ansvar, til at bruge vedvarende energi, til at tænke bæredygtigt. Lad os, de ressourcestærke i et ressourcestærkt land, være dem som går forrest og viser vejen.

Der kan ikke skrives for mange artikler og debatindlæg om dette emne. Der kan ikke blive talt for meget om det. Vi skal kæmpe og blive ved, indtil der sker noget.

Lad dette blive året hvor tendenserne vendte. Hvor vi, mennesket, gjorde noget for at råde bod på alle vores fejl og håbet vendte tilbage.

namaste

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis du vil vide mere, findes der masser af inspiration på denne blog, både i form af skønne, kødfri opskrifter, men også artikler om hvordan verdens kødproduktion påvirker miljøet:

Kød og CO2

Waterfootprint

Mikroplast

Hvordan smager regnskoven

Hvad nytter det

Samt om dyrevelfærd:

I Kina spiser de hunde

Mit liv som gris

Det empatiske valg

Der er ingen ko på isen, eller

Noget om æg

Mere om grise

Industrikyllinger

Chana Masala

Længe siden sidste update fra mig, da der ikke er blevet lavet så meget spændende nyt i mit køkken.

Men jeg har netop fundet en ny, skøn indisk opskrift som jeg gerne vil dele. Denne opskrift opfylder alle mine kriterier: Nem, billig, sund, få ingredienser og smager bare skønt :)

Chana er indisk og er en type af kikærter og masala betyder krydderi blanding. Opskriften er meget brugt i Indien og Pakistan og når man har prøvet at lave den, forstår man hvorfor.

Der findes mange forskellige udgaver af denne opskrift og der laves forskellige versioner i nord og sydindien. Denne version er fra bogen Spis Vegansk af Aine Carlin, og i denne version er der kokosmælk. Jeg elsker kokos og kan spise det i næsten alt :) Jeg har dog fyret lidt op under krydderierne.

Chana Masala

Chana Masala

 

 

 

 

 

4 pers.

Ingredienser:

  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 3 cm ingefær
  • 1 rød chili
  • 1 spsk. garam masala
  • 1 tsk. stødt gurkemeje
  • 1 tsk. sukker
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 dåse kikærter (eller tørrede som har stået i blød og er kogt)
  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 bøtte frisk koriander
  • Salt/peber
  • Ris

Fremgangsmåde:

Hak løg, hvidløg, ingefær og chili og steg i olien til de er bløde. Tilsæt alle krydderierne og lad dem stege med et par minutter. Tilsæt nu tomaterne samt kokosmælk og lad det simre uden låg i ca. ½ time. Tilsæt kikærterne og varm dem godt igennem, voila, klar til servering med ris og hakket koriander.

Nemt, ikke? Nyd i den halve time den skønne duft der breder sig i dit køkken :)

 

 

Waldorfsalat

Jeg ELSKER waldorfsalat :)

Denne skønne salat blev lavet første gang mellem 1893 og 1896 på Waldorf Hotel i New York og æren går til chefkokken der, Oscar Tschirky. Tak for den.

Mange synes det er festmad men nej da, den kan skam spises når som helst. Især i denne søde juletid.

Waldorfsalat

waldorfsalat

 

 

 

 

 

 

 

 

  • 2 æbler
  • 4 stilke bladselleri
  • 300 g grønne stenfri vindruer
  • 50 g valnødder
  • 3 1/2 dl cremefraiche 18 %
  • 1 spsk. sukker
  • salt

Skær æblerne i fine tern, snit bladselleri i tynde skiver, og halvér druerne. Hak valnødderne groft. Smag cremefraiche til med sukker og  salt. og vend æbler, bladselleri, druer og valnødder i. Lad gerne salaten trække lidt på køl inden servering. Pynt gerne med lidt druer og nødder. Smager skøøøøønt.

Mandelfrikadeller

Så kommer der endelig lidt nyt fra mig! De seneste uger har været præget af juletravlhed og sygdom i familien men nu falder der lidt ro på det hele igen. Julegaverne er i hus, træet er pyntet og julemiddagen er tilrettelagt. Så nu er der igen tid til at prøve lidt nye retter.

Denne skønne ret er fra Kirsten Skaarups blog, hun har mange gode og ikke mindst sunde opskrifter fyldt med grøntsager. Dog fandt jeg denne en smule smagsforladt, så jeg har ændret lidt her og der. Jeg synes frikadeller skal smage af noget.

mandelfrikadeller

Mandelfrikadeller:

  • 100 g. røde linser
  • 2 løg
  • 8 fed hvidløg
  • 2/3 rød peber
  • 3 gulerødder
  • 200 g. mandler
  • 75 g. havregryn
  • 4 spsk. soja
  • 1 tsk. salt
  • 4 spsk. hvedemel
  • 1 stort bundt persille
  • 3 æg
  • Olie til stegning
  • 1 tsk. tørret chili

Kog linserne ca. 20 minutter i vand, der dækker. Afdryp dem.

Kom mandlerne i foodprocessor. Tilsæt løg, hvidløg, gulerod, peberfrugt og persille. Bland det i en skål med linserne.

Tilsæt havregryn, salt, chili og soja. Rør hvedemelet ud i 2 spsk vand og rør det i farsen. Rør æggene i.

Lad farsen hvile en halv times tid, hvis der er tid. Varm olien op på en pande og steg ca. 20 frikadeller, til de er gyldne, ca. 5 minutter på hver side. Voila, mandelfrikadeller. Smager skønt som aftensmad, vi spiste dem med waldorfsalat, som jeg aldrig kan få for meget af :) De er også gode som pålæg.

Bon appetit.

Jul :)

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg elsker julen. Julen er fyldt med travlhed, stress og jag men den er også fyldt med hygge og dejligt samvær med ens kære. Julen er hvad man selv gør den til. Lige nu er der julelys i mange haver og det er så hyggeligt at gå tur når det er mørkt hvilket det jo er det meste af tiden :) Det ser så indbydende ud med julelys i vinduer og forhaver, man får næsten lyst til at banke på hos folk man ikke kender.

Dette er så det første år hvor ingen af mine børn/svigerbørn spiser kød. Så for første gang ever skal jeg ikke lave and – jubii! Hvor er jeg dog glad for at slippe for det store arbejde med andestegen samt det efterfølgende fedtede køkken. For slet ikke at tale om den dårlige samvittighed over at de dunede små endnu engang må lade livet i hobetal.

Men det betyder ikke at jeg ikke synes om smagen af and. Den fejler skam ikke noget. Men alligevel bliver det et pænt nej tak herfra og jeg kommer ikke til at savne det.

Sidste år afprøvede jeg dette produkt som hedder Mock Duck:

mock-duck

 

 

 

 

 

 

 

Det er da vildt så meget det ligner and, ikke? Men det er skam helt vegetabilsk, Mock Duck er lavet af hvedegluten, soja, olie og salt. Det har præcis den samme tekstur som and og ligner andekød på en prik, og det er meget nemt og hurtigt at tilberede i forhold til and.

Det smager ikke ligesom and synes jeg. Men er et ok alternativ hvis man gerne vil have noget som minder meget om and uden at være det.

I år vil vi prøve noget helt andet. Vi er blevet enige om disse 3 opskrifter som alle skal afprøves henover juledagene, og så skal der nok komme en anmeldelse herfra.

  1. Grønkålspostej fra Klidmoster 
  2. Nøddepostej fra Månebarnet
  3. Smæskesteg fra kærlighed og kikærter

Så må vi se hvilken der vinder konkurrencen om den nye juleaftens favoritret her hos os. Umiddelbart er jeg mest stemt for nøddepostejen da den indeholder svesker og æbler og dermed fungerer fint som erstatning for and, og jeg tror at alle retterne skal tilsættes lidt julekrydderier.

Der kommer nok også et par opskrifter herfra i løbet af december. Nyd den skønne juletid i fulde drag :)

jul

Kartoffelfrikadeller

Det er snart længe siden der har været en opdatering her, men jeg har haft meget travlt.

Og sikke meget der er sket i verden den sidste tid. Temperaturerne fortsætter med at stige og stige og endnu engang bliver det det varmeste år nogensinde. Og vi taler og taler om det men ingen gør rigtig noget. Man kan godt få den tanke at vi mennesker er på en sikker kurs mod vores egen undergang.

So be it :) Vi kan ikke klare os uden planeten jorden men den kan sagtens klare sig uden os.

Men lige nu er vi her stadig og mad på bordet skal der jo. Heldigvis uden kød og med sunde ingredienser.

Denne ret lyder umiddelbart en smule kedelig, men frikadellerne er langt mere smagfulde end man skulle tro og meget nemme at lave samt ovenikøbet billige og med få ingredienser.

 Kartoffelfrikadeller

kartoffelfrikadeller

 

 

 

 

 

 

2 personer

 Ingredienser:

  • 250 gr. kogte kartofler
  • 1 løg
  • 150 gr. revet ost
  • 2 æg
  • 1 dl. rasp
  • 1 tsk. Salt
  • Peber
  • Olie til stegning

Fremgangsmåde:

Kom kartoflerne i en skål og mos dem med en gaffel. Tilsæt resten af ingredienserne og rør godt. Steg frikadellerne i olie i ca. 10 min. til de er gyldne og gennemvarme.

Server som her med salat og en god dressing eller med dampede grøntsager afhængigt af årstiden.

Måske nogen lækre rosenkål?

Tapas

Her kommer en samling af retter som jeg ofte laver sammen og serverer som tapas. Det er godt nok en blanding af retter fra Spanien, Frankrig og Italien, men så kalder vi det bare fusionskøkken :)

Jeg eeeeeelsker pestoer og tapenader og her følger nogen af mine favoritter. De kan serveres samlet som tapas/aftensmad eller hver for sig med pasta eller noget brød, de kan selvfølgelig også sagtens bruges som frokostretter. Udover bruschettaen er de alle veganske og der kan man jo evt. erstatte osten med en vegansk ost.

Her kommer de:
Tapas

 

 

 

 

 

 

Bruschetta

Ingredienser:

  • Ciabatta brød (eller andet brød efter ønske)
  • Hvidløg
  • Olivenolie
  • Tomater
  • Revet ost
  • Basilikum
  • Salt

Knus hvidløg og bland det med olie og salt i en kop. Skær brødet i ikke for tykke skiver og pensl alle skiverne med blandingen. Læg tomatskiver på brødet og top med revet ost. Bages midt i ovnen ved 200 °C i ca. 10 minutter.

Tag brødet ud og drys med hakket basilikum lige inden servering.

Tapas

Tomat tapenade

Ingredienser:

  • 100 g. soltørrede tomater
  • Ca. 1/2 dl olivenolie
  • 50 g. kapers
  • 2 fed hvidløg
  • 1 tsk. revet citronskal
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1/2 tsk. salt
  • Lidt chili

Kom det hele i blender eller foodprocessor og hak det. Jeg foretrækker klart grofthakket men man kan også hakke det fint hvis det foretrækkes.

Oliventapenade

  • 1 stort glas sorte oliven uden sten
  • 2 fed hvidløg
  • Ca. 1/2 dl olivenolie
  • 150 g. soltørrede tomater

Kom det hele i blender eller foodprocessor og hak det. Jeg foretrækker klart grofthakket men man kan også hakke det fint hvis det foretrækkes.

Peanut pesto

  • 150 g. peanuts
  • 1 lille potte basilikum
  • 1 lille potte persille
  • 3 fed hvidløg
  • Ca. 1/2 dl olivenolie
  • Saft fra 1/2 citron

Kom det hele i blender eller foodprocessor og hak det. Jeg foretrækker klart grofthakket men man kan også hakke det fint hvis det foretrækkes.

Stegte rosenkål med citron og hvidløg

  • 500 g. rosenkål
  • 2 spsk. olivenolie
  • 2 -3 fed hvidløg, hakket
  • Saft og skal fra ½ citron
  • Salt/peber

Rens rosenkålene og steg dem let i olien sammen med de hakkede hvidløg. Tilsæt citronsaft-og skal og vend det hele rundt, lad det småstege på meget lavt blus nogen minutter til kålene er klar. Smag til med salt og peber og server.

Tapas

 

Tusindfryd…

Der er ikke kommet de vilde opskrifter fra mig de sidste 14 dage, og der er da heller ikke blevet lavet de helt store kulinariske anretninger i mit hjem. Vi har været syge på skift så der har hverken været lyst eller overskud til så meget madlavning.

I tirsdags havde jeg et par af ungerne med ind og spise på Tusindfryd i Aalborg og det vil jeg skrive lidt om. På Tusindfryd kan man nemlig få en lækker, vegansk middag for 25 kr.!

Tusindfryd er et værtshus som mest frekventeres af unge studerende. Det har ligget der ligeså længe jeg kan huske og har aldrig været ét af de bedre steder i byen :) Og der ser ærligt talt også noget skummelt ud i gaden udenfor, og når man går igennem den overdækkede indgang ledes tankerne straks hen på indgangen til spisestederne på Christiania.

Indenfor er udsmykningen ret alternativ og nogen af møblerne er en smule faldefærdige. Normalt serveres her ikke mad men øl, drinks, kaffe og te. Ind imellem er der live musik.

Men, om tirsdagen er der en gruppe af frivillige som laver og serverer vegansk mad til 50 personer pr. gang. Og der er fuldt hus! Så det er en god ide at bestille plads i god tid.

Jeg var lidt spændt på at prøve det, men jeg må sige at maden langt, langt overgik mine forventninger.

Spisningen foregår lidt “folkekøkken” agtigt, det er tagselvbord i store gryder og kæmpe fade. Menuen denne tirsdag stod på Indisk Dahl, krydrede bønner, grov pesto, brød croutoner, grønkålssalat samt brød. Alt sammen lavet helt fra bunden og det smagte bare så lækkert! Jeg var virkelig overrasket over hvor godt det var. Til maden drak vi dejlig te, som de havde måske 15 varianter af til 8 kr. for et kæmpe glas. Så mad og drikkevarer til kr. 33,- pr. person :)

tusindfryd

Så på trods af skummel indgang, faldefærdige borde, meget lidt plads, frivillig, uudlært serveringspersonale osv. var det en virkelig positiv oplevelse og der var fyldt til bristepunktet primært af studerende, især udenlandske og stemningen var hyggelig og afslappet.

Så vil du gerne prøve noget vegansk mad og samtidig få en anderledes oplevelse, vil jeg klart anbefale det. Der serveres i øvrigt også veganske drinks, blandt andet White Russian :)