Er mennesket skabt til at spise kød?

Vi mennesker betragter os selv som det klogeste og mest udviklede væsen på denne jord.

Alligevel har vi ikke denne helt basale viden: Hvad er den optimale kost for os? Er det ikke en lille smule tankevækkende?

Vi modtager tonsvis af kostråd fra Gud og hver mand og diverse selvudråbte enæringseksperter. Kostrådene ændrer sig fra dag til dag og det der er sundt den ene dag er pludselig livsfarligt den næste og der opstår forskellige ”trosretninger” indenfor ernæring. Hvad er rigtigt? Hvad er forkert? Vi ved det ikke.

Grøntsager Brød

Når jeg fortæller, at jeg er vegetar, siger folk gang på gang til mig, at mennesket er skabt til at spise kød.

Til sidst blev jeg så træt af den påstand, at jeg satte mig for at finde ud af, om det nu også er noget, vi ved med sikkerhed. Eller er det bare endnu én af de myter, vi lever med og tror på, uden at stille spørgsmålstegn?

Selvfølgelig ikke nogen nem opgave :)

For der findes enorme mængder af litteratur om dette emne, hvoraf noget er mere videnskabeligt end andet. Og hver gang man har 10 artikler som argumenterer for ét, kan man finde ligeså mange argumenter for det modsatte.

Og diskussionen bliver hurtigt utroligt følelsesladet, for der er meget på spil her.

Jeg er ikke ekspert på dette område, men vil blot dele nogen betragtninger:

Nogen mener, at vi er skabt som kødspisere, andre at vi udelukkende er planteædere. Men et faktum er det, at nutidsmennesket er omnivor, altså altædende. Vi er i stand til at spise både dyr og planter.

Men hvad vi er i stand til og hvad der er det optimale for os er dog ikke helt det samme.

Er mennesket et rovdyr? I så fald et meget mærkeligt rovdyr

Stenaldermand

Fra naturens hånd er vi jo hverken udstyret med store kløer, skarpe tænder, en kæmpe muskelmasse eller en overvældende størrelse. Vi er ikke hurtige og adrætte. Vi er ikke bygget til at jage et andet pattedyr, fastholde det med skarpe klør og dræbe og flå det ved hjælp af spidse, skarpe tænder. Vi er små og skrøbelige og næsten hårløse. Vi er ikke hurtige svømmere eller gode til at klatre i træer. Uden våben er vi ikke meget værd som rovdyr. Det eneste våben vi er udstyret med fra naturens hånd er vores hjerne.

For uden vores intelligens og dermed evnen til at udvikle og lave våben kan vi ikke nedlægge et dyr. Og uden evnen til at skabe og beherske ild kan vi ikke tilberede et dyr så vi kan tygge og fordøje det.

Så indtil det punkt hvor mennesket var i stand til at lave våben og skabe ild, må mængden af kød det spiste derfor have været meget lille. Måske begrænset til lidt insekter og ådsler? En håndfanget fisk? Desuden har vi langt hen ad vejen selv været bytte i stedet for jæger samtidig med at vi har skullet konkurrere med rovdyrene om føden.

StenalderbyStenalderøkse

Senere, efterhånden som vi udviklede våben, er vi blevet bedre i stand til både at forsvare os selv mod rovdyr samt selv at nedlægge større byttedyr. Hvor stor en mængde af vores kost kødet har udgjort er der delte meninger om men den har sandsynligvis ikke været stor og igen afhængig af klima, årstid, mængden og kvaliteten af våben og redskaber osv.

Det har været en kamp på liv og død hvor mennesket ikke har været den overlegne og hvor man har spist alt hvad der var tilgængeligt. Dyr, planter, rødder, frø, ådsler, insekter, fisk osv. Sammensætningen og mængden af de forskellige ting afhang af hvor på jorden man boede og hvor mennesket var i sin udvikling. Man har brugt det meste af sine vågne timer på at skaffe føde. Livslængden var måske blot 1/3 af hvad den er nu og fejlernæring og underernæring har været en hyppig dødsårsag.

Så konklusionen vil jeg overlade til et par videnskabsmænd, som har brugt år af deres liv på at studere spørgsmålet og slutte med et citat fra deres bog ”Man the Hunted” af Donna Hart og Robert W. Sussman. Jeg kan varmt anbefale bogen, som gør op med billedet af mennesket som den aggressive jæger:

”Vi har udviklet os som en hovedsageligt plantespisende art, som også spiste en smule animalsk protein indsamlet lejlighedsvis. Men denne beskæftigelse gjorde os ikke til rovdyr eller til ådselædere. Vi jagede, men var ikke jægere, og vi spiste lidt ådsler, men var ikke ådselædere. Vi er hverken naturligt aggressive jægere og dræbere eller evigt venlige og elskværdige. Mennesker har evnen til at være begge dele. Det er det vi lærer og det vi oplever i livet, vores verdensbillede og vores kultur, som har den største indflydelse på vores adfærd og på vores reaktion på stress. Det er præcis derfor, det er nødvendigt at forstå, at vi ikke har arvet nogen »tilbøjelighed« til at dræbe, stammende fra en fjern jægerfortid. Vi er ikke mere født til at være jægere end til at være gartnere. Vi er ikke mere naturlige dræbere end vi er engle. Mennesker er, hvad de lærer at være.”

Og sidst men ikke mindst: Uanset om man mener, at vi er skabt til at spise kød eller ikke, er der jo himmelvid forskel på at spise et vildsvin som har rendt rundt i Guds frie natur og levet et lystigt liv i frihed og spist en sund og naturlig kost helt uden giftstoffer og så til de mishandlede, medicinpumpede, fejlernærede dyr som vi får kød fra i dag.

DET argument er der vist ikke mange der kan være uenige i.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *