Om mig

Tina

Jeg hedder Tina, er 51 år og bor i Aalborg. Foruden mig består min familie af mine 4 børn på 23, 21, 18 og 7.

Jeg håber med denne blog dels at sætte nogle tanker i gang i forhold til dyrevelfærd, dels at kunne inspirere andre til at nedsætte forbruget af kød i det daglige og vise at man stadig kan lave nemme og velsmagende hverdagsretter helt uden kød og så endda spare penge samtidig.

Mine øjne er blevet åbnet for hvor brutal kødindustrien er og hvilken belastning den er for dyr, mennesker og planetens ressourcer og jeg vil gerne dele min viden og udbrede den til så mange som muligt.

Men når man lever som en del af en større familie – for mit vedkommende bestående af mig selv og 4 børn – så bliver man ikke bare lige vegetar fra den ene dag til den anden. For ofte er det jo den samme mad man laver om og om igen, uge efter uge, år efter år, de samme 15-20 retter.

I min familie har vi aldrig spist voldsomme mængder af kød. Men som i de fleste familier var der kød i rigtig mange af vores daglige retter. Så overgangen har været gradvis henover flere år.

Da jeg begyndte at tale om at jeg gerne ville være vegetar, var mine børn først en smule skeptiske. De syntes det var fedt at jeg traf det valg, men mente ikke at de selv kunne leve uden kød. Men lidt efter lidt blev de meget påvirkede af de mange artikler, jeg slæbte med hjem og alle de grumme billeder, jeg viste dem og gradvis hoppede de med på vognen.

Vi startede med at droppe kød fra pattedyr og fortsatte i en lang periode med kun at spise fisk og fjerkræ. Da vi havde vænnet os til det, droppede vi også alle former for fjerkræ. Vi spiser stadig en smule fisk men det er efterhånden kun når vi spiser ude.

Vi er alle stadig i gang med hver vores individuelle proces og ingen ved hvor den ender. Måske bliver nogen af os fuldblods veganere på et tidspunkt. Én ting er sikkert – jeg kommer aldrig til at sætte tænderne i et stykke kød igen, den lyst er forsvundet for evigt.

Mange vegetarretter og veganske opskrifter er svære at gå til, for ofte skal man ud og have fat i rigtig mange ingredienser som man hverken kender eller ved hvor man skal købe. Og det er der ofte ikke tid til i en travl hverdag.

Jeg vil dele nogen opskrifter som er nemme at gå til, og i nogen retter indgår også æg og mælkeprodukter. Jeg forsøger så vidt muligt kun at bruge ingredienser som de fleste kender i forvejen, men jeg introducerer nok lidt nyt hen ad vejen.

Tanken er dog ikke at dette skal være en decideret madblog. For som de fleste madbloggere brænder jeg ikke for at lave mad eller for at tage flotte billeder af mad. Jeg brænder først og fremmest for dyrevelfærd og bevarelse og fordeling af jordens ressourcer. Grænserne mellem at være vegetar og kødspiser behøver ikke at være så hårdt optrukne, man bestemmer selv hvor langt man vil gå. At sætte det daglige forbrug af kød ned hjælper også.

Jeg har på intet tidspunkt i processen savnet at spise kød. Tværtimod har jeg fået mere og mere afsky for det efterhånden som jeg har sat mig ind i hvilken effekt kødspisning har både på de dyr som lægger krop til, hele planeten samt min egen sundhed.

Et slør er blevet løftet fra mine øjne og jeg ser nu hvor meget dyrene lider og hvor lidt forskel der er på dem og os.

Jeg er så glad for det valg jeg har truffet og elsker at kunne gå forbi en ko på marken og se ind i de store brune øjne med ren samvittighed.

Jeg håber, at jeg med denne blog kan inspirere andre til at tage de første skridt på en helt ny og meget bedre vej.

“To become vegetarian is to step into the stream which leads to nirvana.” (Buddha)

Edit