Tusindfryd…

Der er ikke kommet de vilde opskrifter fra mig de sidste 14 dage, og der er da heller ikke blevet lavet de helt store kulinariske anretninger i mit hjem. Vi har været syge på skift så der har hverken været lyst eller overskud til så meget madlavning.

I tirsdags havde jeg et par af ungerne med ind og spise på Tusindfryd i Aalborg og det vil jeg skrive lidt om. På Tusindfryd kan man nemlig få en lækker, vegansk middag for 25 kr.!

Tusindfryd er et værtshus som mest frekventeres af unge studerende. Det har ligget der ligeså længe jeg kan huske og har aldrig været ét af de bedre steder i byen :) Og der ser ærligt talt også noget skummelt ud i gaden udenfor, og når man går igennem den overdækkede indgang ledes tankerne straks hen på indgangen til spisestederne på Christiania.

Indenfor er udsmykningen ret alternativ og nogen af møblerne er en smule faldefærdige. Normalt serveres her ikke mad men øl, drinks, kaffe og te. Ind imellem er der live musik.

Men, om tirsdagen er der en gruppe af frivillige som laver og serverer vegansk mad til 50 personer pr. gang. Og der er fuldt hus! Så det er en god ide at bestille plads i god tid.

Jeg var lidt spændt på at prøve det, men jeg må sige at maden langt, langt overgik mine forventninger.

Spisningen foregår lidt “folkekøkken” agtigt, det er tagselvbord i store gryder og kæmpe fade. Menuen denne tirsdag stod på Indisk Dahl, krydrede bønner, grov pesto, brød croutoner, grønkålssalat samt brød. Alt sammen lavet helt fra bunden og det smagte bare så lækkert! Jeg var virkelig overrasket over hvor godt det var. Til maden drak vi dejlig te, som de havde måske 15 varianter af til 8 kr. for et kæmpe glas. Så mad og drikkevarer til kr. 33,- pr. person :)

tusindfryd

Så på trods af skummel indgang, faldefærdige borde, meget lidt plads, frivillig, uudlært serveringspersonale osv. var det en virkelig positiv oplevelse og der var fyldt til bristepunktet primært af studerende, især udenlandske og stemningen var hyggelig og afslappet.

Så vil du gerne prøve noget vegansk mad og samtidig få en anderledes oplevelse, vil jeg klart anbefale det. Der serveres i øvrigt også veganske drinks, blandt andet White Russian :)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *